Hvordan det gik til, at jeg igen fik Ocd efter at have været helbredt i 8 år.

Forklaringen er i virkeligheden meget enkel - det gik til på samme måde som da jeg første gang fik Ocd.

Ved den psykoanalytiske behandling med helbredelse blev det langsomt men sikkert klart, at jeg stadig da jeg var oppe i tyverne var underlagt min mors kontrol. Jeg havde ikke udviklet normal selvtillid og selvstændighed, og hun tillod heller ikke at jeg gjorde det. For mig var det forbundet med stærk angst at sætte mig op imod min mors vilje. Hun skyede ingen midler når hun skulle finde på afstraffelsesmetoder, og hun var ekspert i intriger og psykologiske magtkampe. Årsagen til hendes kontrol var lidt forenklet at hun ikke accepterede at jeg udviklede meninger der var i strid med hendes egne - mere kompliceret, så afhang den sociale balance i familien af at jeg fortsat blev i den rolle, jeg skulle spille i selve familiemønstret. Hvis jeg brød ud af rollen, så ville andre i familien også være nødt til at forandre sig, så vi kunne opbygge nye kontakter og forbindelser på et andet grundlag og med min nye personlighed. Der skulle ske ændringer i familiestrukturen for at der kunne være blevet plads til min nye identitet og personlighed. 

Og det var her, det gik galt. Jeg led af svær angst og ønskede forandringer, men det gjorde familien ikke.

Det var specielt min mor der ikke under nogen omstændigheder ville acceptere at hun skulle ændre sin holdning til mig. Eller i øvrigt til noget som helst - hun forsøgte også at kontrollere hvordan jeg skulle passe og opdrage min søn. Hun nægtede at indgå i et behandlingsforløb, og da jeg fortsatte behandlingen alligevel og stadig udviklede mine egne holdninger og min egen identitet og personlighed mere og mere, gik hun direkte til modangreb. Hun bagtalte min psykiater og forsøgte at få ham fyret.
Jeg skulle beholde den identitet og spille den rolle jeg havde i hendes bevidsthed og fortsat være helt igennem underlagt hendes kontrol. Hun ville bevare sin kontrol over hele familien, og ikke indrømme hverken at der var noget galt i det, eller at der havde været det før.

Ikke desto mindre lykkedes det mig at blive rask og symptomfri allerede inden for 2 år. Jeg var i en alder af 22 år og mor til en søn på knap 2 år blevet indlagt med nogle afsindigt pinefulde tvangstanker om at nogen ville gøre min søn fortræd. Det blev så alvorligt at til sidst måtte vi sove med ham imellem os om natten fordi jeg passede på ham og beskyttede ham. tvangstanker der i øvrigt viste sig at have at gøre med min mors religionsvanvid. Selvom jeg ikke anerkendte hendes holdninger, så havde de efterladt følelsesmæssige spor og angst alligevel.
På trods af at jeg blev helbredt for så pinefulde tvangstanker så fortsatte min mor sin kamp for at få underkendt behandlingen og for at bryde resultaterne ned igen og bevare sin kontrol over mig, og bekæmpede fortsat min psykiater og hans beslutninger.

For at jeg kunne blive socialt stærk og selvstændig blev der søgt om revalideringshjælp til en ny uddannelse, så jeg kunne forsørge mig selv og blive uafhængig ... også uafhængig af min mand og hans beslutninger i mit private liv. Angående vores fælles sociale liv skulle vi naturligvis kommunikere og blive enige, men han kontrollerede også dele af mit liv som var mit private område. Og tromlede iøvrigt sin mening igennem uanset om jeg var enig eller ej. Det havde ikke behøvet at føre til skilsmisse, men mit ægteskab holdt heller ikke til at jeg udviklede min egen selvstændige identitet, som var noget anderledes end den uselvstændige og angste dame, han havde giftet sig med.

Min psykiater arrangerede forud for en ansøgning om revalidering at jeg kom i arbejdsprøvning og at min arbejdsevne skulle vurderes med henblik på relevant revalidering og ny uddannelse. Det var på et arbejdsformidlingskontor. Men min mor ringede til den pågældende arbejdsplads og gav kontraordrer, og det lykkedes hende at få arbejdskonsulenten til at modarbejder at jeg skulle have revalidering. Han sagde til mig at han ville sørge for at jeg ikke fik så meget som en krone i revalideringshjælp.

Så røg mit ægteskab endelig og definitivt. Bruddet havde været under optræk et stykke tid, og min psykiater arbejdede på at jeg skulle få min søn med ud af ægteskabet. Da jeg en overgang var i tvivl om hvorvidt jeg kunne klare opgaven som enlig mor, brugte han flere timer på at overbevise mig og overbevise mig om at jeg havde ret til samfundets hjælp i det omfang det var nødvendigt.

Skilsmissen blev igen min mors chance for at genvinde sin magtposition i mit liv. Hun lovede min mand at han kunne få vores fælles villa (på ialt 240 kvm), vores søn og alt hvad vi havde i fællesskab, og hun hjalp ham med at tvinge mig til at flytte ud på lejede værelser uden at jeg fik noget med.
Det var der to grunde til at hun gjorde - den ene var at jeg var gift med min fætter, og hun ville gerne holde sig gode venner med den del af familien, men en anden og endnu mere alvorlig grund var at hun havde et behov for kontakt som hun havde svært ved at få opfyldt. Hun havde det samme mønster som jeg siden har set beskrevet ved en diagnoser, der hedder Münchausen Syndrom by Proxy - en sygdom hvor mødre påfører deres børn ulykker og nederlag for selv at opnå kontakt med behandlere og offentlige myndigheder, og for at bevare kontrollen. Hendes opførsel også hele min barndom igennem svarer helt til det mønster. Det var hende selv der påførte mig de nederlag, angst og depressioner hun derefter skulle diskutere med pædagoger og i øvrigt alle andre. På den måde opnåede hun kontakt til sig selv. Desuden havde hun da jeg var teenager paranoide forestillinger om at jeg skulle være promiskuøs, på trods af at en lægeundersøgelse viste at jeg var jomfru endnu. Heller ikke resultatet af en fysisk undersøgelse ville hun anerkende eller bøje sig for. Hun løj sig fra det også.

Men nu var jeg altså 25 år og separeret, og skulle til at bygge mit eget liv op. Det lykkedes via en klagesag som blev rejst af den psykiater jeg var i behandling hos, at få bevilget revalidering alligevel - hvilket udløste en mindre raserianfald hos min mor, der altså i det tilfælde ikke fik sin vilje. Jeg vandt også den første retssag om forældremyndigheden, og blev optaget på skolen for beskæftigelsesvejledere for at gennemføre en etårig uddannelse som ergoterapimedhjælper.

Samtidig med at jeg var under uddannelse arrangerede min mor, at min far og min søster skulle vidne imod mig i ankesagen om forældremyndigheden i Landsretten. Hun skaffede også en erklæring fra børneværnet om at jeg skulle være uegnet som mor - en erklæring som ikke havde noget vurderingsgrundlag, for vi havde aldrig haft noget med børneværnet at gøre.
Min mor kontrollerede også børneværnet i byen, idet formanden også var lærer på den skole, hvor jeg gik, og hun havde hele min barndom igennem løjet sig fra de mishandlinger og svigt hun udsatte sine børn for.
Jeg måtte mobilisere alt hvad jeg havde af evner og kræfter for at gennemføre min uddannelse på trods af det pres jeg var udsat for, og på trods af angsten for at miste min søn. Jeg gennemførte også uddannelsen.
Min mor ville under ingen omstændigheder anerkende min helbredelse ... jeg var blevet helbredt for en konstant angst og Ocd som jeg i forskellige variationer havde lidt af i 18 år, og på trods af at jeg i en alder af først i tyverne var blevet helbredt for nogle tvangstanker og en angst der var så pinefuldt at det trodser enhver beskrivelse. Jeg var blevet helt symptomfri og hun kæmpede for at bryde resultaterne ned igen.
i dag kan jeg se at hun også havde fået kontrol over mine advokater ved skilsmissen. Den ene forsøgte at frasige sig sagen fordi han sagde at han ikke kunne gå ind for den, den anden løj over for mig. Ingen af dem indhentede en erklæring fra min psykiater som modvægt til den erklæring min mor havde skaffet fra børneværnet.

Jeg tabte landsretssagen om forældremyndigheden. På det tidspunkt var min søn 5 år, og jeg måtte se i øjnene at det ville vare mindst 10 år før han også kunne komme fri af en hensynsløs familie. Og dermed at jeg også selv ville være afhængig af hans fars beslutninger.
Det pres - samt det pres at hans fars tredje kone mishandlede min søn så alvorligt at han måtte til psykolog og jeg måtte se magtesløs på det i ½ år, samt det faktum at jeg også blev arbejdsløs, førte til at jeg i en alder af knap 30 år blev indlagt igen, men denne gang et nyt sted, med en svær depression og alvorlig anoreksi.

Og så gik det hele galt. På grund af en administrativ fejl fik det næste hospital ikke besked om at jeg tidligere havde gennemgået en intensiv psykoanalytisk behandling og var blevet helbredt for Ocd. I stedet tog de min mors forklaringer som udgangspunkt for at stille helt nye diagnoser som betød faktisk det modsatte af tvangsneuroser. Og endda også nye diagnoser på tidligere symptomer. Symptomer som tidligere var blevet diagnosticeret og behandlet korrekt og helbredt, blev omvurderet ... jeg blev denne gang vurderet som min mor ønskede og sådan som hun altid selv havde behandlet mig - og i løbet af et par år fremkaldte de så alvorlige tvangstanker igen at det til sidst kom til at koste mig mit erhverv.
Det er sådan i psykiatrien, at hvis psykiatere og psykologer fejlvurderer og fejlbehandler, så dækker de sig ind med diagnoser til patienterne. Mere fejlbehandling ... flere diagnoser ... medicin jeg blev så syg af at jeg ikke kunne fungere, så det nægtede jeg efter en kort tid at tage, og forsøgte med kollegers hjælp at kæmpe videre for at bevare mit arbejde og mit erhverv.
Jeg kæmpede også for min søns fremtid.
På dette tidspunkt havde jeg afbrudt al kontakt med mine forældre, og dermed i praksis med hele familien. Det gjorde jeg for at redde både mit eget og min søns liv.
Til sidst fik min læge et brev fra det nye hospital med besked på at melde mig syg med henblik på at jeg kunne blive sagt op på grund af sygdom. Det brev har jeg en kopi af, og jeg skaffede omkring år 2000 også af hele journalen fra dengang. Og først nu kan jeg se hvad min mor har bildt dem ind for at få dem til at behandle mig på den måde. Ting der nemt kunne være modbevist, men man end ikke fortalte mig hvad hun havde sagt, hvordan jeg var vurderet, eller hvilke beslutninger der var blevet truffet.

Hun havde lagt ud med at hun var så forfærdeligt bekymret for hvordan det skulle gå mig, og hvor forfærdeligt det hele var for hende ... og før samtalen var slut havde hun sikret sig at psykiateren ville ødelægge resten af mit liv også.

Og de havde stadig ikke opdaget at der lå en journal på et andet hospital med nogle helt andre vurderinger og en helbredelse som resultat af en korrekt behandling. Jeg havde været fri for tvangstanker i alt 8 år. De journalnotater har jeg også skaffet en kopi af. De fylder 40 sider hvilket er meget for journalnotater alene. Resten af journalen får vi som regel ikke lov at se.

Men næste sted gik det helt modsat. Alt hvad jeg fortalte næste sted hvor jeg blev indlagt og som ikke stemte med min mors og psykiatriens vurderinger blev udlagt som mangel på sygdomserkendelse. På trods af at jeg var over 30 år, så var det igen min mor, der bestemte over mit liv. Et par år efter at jeg havde afbrudt kontakten med mine forældre fik jeg ad omveje at vide at min søster havde gjort det samme. Hun forlod hjemmet, og som betingelse for at vende tilbage måtte hendes mand love at vores mor aldrig nogen sinde blev lukket ind mere. Det blev hun heller ikke.

I dag er jeg 62 år og situationen er den samme. Jeg bliver stadig kontrolleret af den psykiatri der har stillet diagnoser efter min mors diktat for over 30 år siden. Der er mennesker der har gjort en stor indsats for at hjælpe mig med at få et liv alligevel, det kan man læse om her Men alt bliver stoppet af den psykiatri der ikke accepterer at nogen sætter sig op imod deres vilje og deres (ned)vurderinger. Det kalder de at man sætter sig op imod en foreskreven behandling.

Derfor er jeg endt i total isolation. Jeg har i årevis været alene juleaften, alene på min fødselsdag, min søn har jeg mistet kontakten med, og mine børnebørn kommer jeg sandsynligvis aldrig til at lære at kende. Min paranoide mor kontrollerede mig med vold og tvang, og hun fik kontrol over både retssystem og psykiatri også i hendes syge kamp for at holde mig undertrykt. Og derefter sørgede psykiatrien for at få kontrol over alle andre.

Alle offentlige kontorer skal gøre som psykiatrien forlanger. Det er den psykiatri der har stillet forkerte diagnoser der bestemmer hvordan jeg skal behandles også alle andre steder i samfundssystemet.

Da alle forsøg på at bygge en tilværelse op trods de forkerte diagnoser jeg må kæmpe med er mislykkedes, arbejder jeg nu med klagesag for at få dem ændret. Foreløbig har sagen kørt rundt i klagesystemerne i 10 år, og Hillerød sygehus holder fast på at det er min mor, der bestemmer. Link til siden med sagsbehandling

Ligeledes lægger jeg dokumentation ud på korrekt behandling samt uddannelses- og eksamenspapirer som bevis på hvad jeg har kunnet udrette. Dette bevismateriale kan ses her

Hvis du har lyst at se hvordan jeg holder humøret oppe trods isolation i mit hjem i måneder ad gangen uden kontakt med andre mennesker så klik rundt på nogle af mine andre hjemmesider om interesser og billedmateriale.