trods en angstfyldt dagligdag med tvangstanker og angstanfald.
Nogle sider fra min erindringsroman.
Kopiering, uddrag og gengivelse må ske med min skriftlige eller mundtlige accept og med kildeangivelse.
Efter at have droppet både healer og psykiater levede Berit i flere måneder uden egentlig kontakt med andre mennesker. Hun talte stort set kun i telefonen med Bente, der trofast ringede hver eneste dag.
Hendes tanker søgte i alle retninger efter muligheder og mulige steder, hvor hun kunne være sammen med andre mennesker og finde venner. Mennesker hun kunne bygge noget op sammen med, som føltes rigtigt. Hun kunne ikke genoptage hf-kurserne i øjeblikket, for hun var ikke stærk nok til at vende tilbage til et sted, hvor hun engang havde givet op. Hun kunne heller ikke begynde på nye kurser, for hun var bange for nye nederlag. Det havde hun ikke styrke eller overskud til at overleve.
Så kom hun i tanker om dagcentret, hvor hun havde været til arbejdsprøvning. Da hun dengang måtte søge pension alligevel, sagde man, at hun kunne komme og være der, hvis hun ønskede det - som klient eller som medarbejder efter eget ønske. Hun havde besøgt centret i perioder efter, at hun var holdt op, og hun kunne komme og gå, som hun havde brug for og lyst til.
Her var der også personale, der var parat til at hjælpe, hvis noget begyndte at gå galt. Skulle hun starte et nyt sted, måtte hun begynde forfra med at forklare, og det vovede hun ikke, for hun var bange for, hvordan det ville blive modtaget. Her behøvede hun ikke at forklare, uden at vide om hun ville blive accepteret. Det var hun allerede.
Da hun i sin tid startede på arbejdsprøvning, fortalte lederen af dagcentret hende, at han kun havde fået nogle få vigtige oplysninger om hende:
"Jeg ønsker kun at få papirer på det mest nødvendige. Hvis de mennesker, der kommer her, ønsker, at jeg derudover skal vide noget om deres liv, kan de selv fortælle mig det. Og det er min erfaring, at det som regel ikke varer ret længe, før de gør det."
Den dag, hun besluttede at gå derned, forberedte hun et håndarbejde, så hun havde noget at lave. Da hun kom til hoveddøren, var det næsten umuligt at komme videre. Hun satte al sin viljestyrke ind og gik alligevel indenfor og satte sig ved et af sofabordene og ønskede først og fremmest at være mellem andre mennesker. Mærke at der var nogen omkring hende.
Det var eftermiddag, de fleste spillede kort, og samtalerne ved bordene hørtes i atmosfæren som en stilfærdig tryghed. Ved kortbordene skete der en del mere, end at man spillede kort; der opstod også forståelse og kammeratskab. Hun kunne godt huske, at kortspil var den foretrukne beskæftigelse om eftermiddagen. Umiddelbart efter at hun havde sat sig, kom en af personalet og spurgte, om hun ville have en kop kaffe - det ville hun godt, hun turde bare ikke selv hente den.
Centret var i to etager, og det var hyggeligt indrettet med store grønne planter, bogreoler og malerier på væggene. En del af vægpladsen blev brugt til skiftende udstillinger af klienternes arbejder. Flere af dem var professionelle kunstnere. Der stod også et staffeli med et halvfærdigt billede i et hjørne af lokalet. I kælderen var der store væve med arbejder på, og der var hele værkstedet, hvor man arbejdede med ler, stenslibning, læder og andre ting.
Stemningen var særdeles god. Selvom hun var deprimeret, kunne hun mærke det. Det beroligede at lytte til, at snakken summede. Af hele tonefaldet kunne man høre, at her havde man det godt. Klientellet var meget blandet, der var ikke alene alle aldersgrupper af pensionister, men også flere nationaliteter. Derudover kom familien, både børn, børnebørn og venner på besøg.
En del af klienterne var ældre mennesker, der havde nået en alder, hvor man ved, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er.
Solen skinnede ind ad vinduerne og på et par af de grønne planter. Ved to af bordene blev der spillet skak. I det ene hjørne af det store lokale var et køkken, hvor en af centrets klienter var ved at arrangere kager på et fad.
Et sted, hvor man kom for at have det godt. En oase i verden.
En af de ting hun havde bemærket, dengang hun startede med arbejdsprøvning var, at det tog lidt tid, før hun fandt ud af, hvem der var personale og hvem klienter. Alle var aktive og hjalp hinanden, og alle talte til hinanden i samme tone. Det var lidt usædvanligt. Normalt, når hun kom ind i en terapi, kunne hun forholdsvis hurtigt opdage, hvem der tilhørte hvilken gruppe, men det tog hende flere dage at finde ud af det, og så måtte hun endda spørge sig for.
Når hun kunne se forskel nu, var det kun fordi hun vidste det i forvejen. Pensionisterne tog del i det daglige arbejde på lige fod med personalet, og det gjaldt både de praktiske opgaver og ansvaret for hinanden.
Dette var ikke et sted, hvor man blev behandlet, men et sted hvor man levede.
Dagcentret lå midt i byen med indkøbscentret, posthuset og kommunekontoret som næsten- naboer. Det var nemt at ordne de praktiske opgaver på hjemvejen eller at droppe indenfor, hvis man var i byen for at købe ind.
Den kommende tid blev hun ved med at gå derned et par gange om ugen, og efterhånden kom hun til at tale med de øvrige klienter i centret. Så var der nogen, der overtalte hende til at deltage i deres whistturnering. De første par gange var hun rædselsslagen og bange for at kludre i det, men efterhånden begyndte hun at slappe mere af ved den gensidige tillid, der var mellem dem alle sammen.
Der blev arrangeret kurser enten under aftenskoleloven eller med centrets egne undervisere, som også kunne være nogle af klienterne. En del af dem havde undervist før, og ellers var det nok, at man var god til et eller andet. Da hun blev lidt mere vant til at komme der, meldte hun sig til et kursus i tegning.
Hvor var det skønt at have tegneblyanter i hånden igen, den gamle livsglæde og skaberglæde begyndte at vågne. Hun tegnede efter model, de havde en professionel kunstner til at undervise, og når hun kom hjem om aftenen, arbejdede hun videre med sine tegninger. Hun begyndte at drømme om, at nogle af dem måske kunne være oplæg til oliemalerier.
Hun havde ikke arbejdet med oliemaleri i flere år. Årsagen var, at hun bagefter ikke turde gå ud i flere dage, fordi hun var bange for at have rester af farve eller kemikalier på hænderne, og så turde hun ikke røre ved varerne i forretningerne. Alene det at røre ved en kuglepen på postkontoret for at skrive under på et eller andet, var et permanent problem, det var bare noget af det, hun var nødt til at gøre. Regningerne skulle jo betales.
Da hun var kommet i dagcentret et stykke tid, fik hun en behagelig følelse af, at hun igen blev accepteret, som hun var, og at her havde hun lov til at være, også selvom der skulle tages en del hensyn. Man var altid opmærksom og venlig over for hende. Næsten mere end det. Hun kunne mærke, at der blev gjort meget for, at hun skulle føle sig godt tilpas. Nogle af de øvrige klienter kendte hun ikke, men hun havde set dem i byen, når hun var ude for at handle; efterhånden var der mange, der hilste på hende, når hun gik en tur. Hun var altid utryg, det var nærmest hendes grundholdning til tilværelsen og til sig selv, men hun begyndte at føle sig beskyttet af menneskelig varme. Det gav håb og en lille begyndende, spirende livsglæde.
Fra sin tid som medarbejder vidste hun, at der også kunne være konflikter, men det mærkede hun ikke meget til. Det var ikke dagligdagen. Eller også blev de løst på en diplomatisk måde.
Berit var ikke den eneste i dagcentret, der havde brug for hensyn, mange af de andre havde enten fysiske, psykiske eller sociale problemer. Personalet hjalp, hvor de kunne, og hvor det var nødvendigt. De fandt på individuelle løsninger på individuelle problemer, de havde både indlevelsesevne og intuition, og de forstod den vanskelige kunst at hjælpe og forstå og samtidig formidle livsglæde og humør. Man var respekteret som et ligestillet menneske, selvom man var handicappet og havde brug for hjælp, og det var faktisk i den grad en selvfølge, at det virkede ude af takt og tone at registrere, at der kunne have været andre muligheder. Her opdagede man, at hver dag var ny; nok var der store problemer, men der var alligevel grund nok til at stå op om morgenen.
For der var noget at glæde sig til.
Der var tilbud om forskellige aktiviteter eller selskabelighed, man skulle bare tage stilling til, hvad man havde mest interesse i eller brug for. En af aktiviteterne var det brugerråd, der koordinerede det hele.
Fire af de yngre i dagcentret brugte computeren en hel del. Somme tider sad de tre dernede ad gangen og bladede i hver deres vejledning, trykkede på tasterne og diskuterede. Hvis apparatet ikke gjorde, som der stod i vejledningen, måtte de jo finde ud af, om det var computeren eller vejledningen, der var noget galt med. Et par af dem gik på kurser og kom tilbage med ny viden.
Imidlertid var hun stadig lige meget lukket inde i sin lejlighed, og der var så mange praktiske problemer i hverdagen, at det faktisk ikke kunne lade sig gøre. Også det begyndte både personale og klienter at hjælpe hende med i det omfang, det var muligt. Hun kunne godt lide at skrive breve, men hun turde ikke lukke dem og sende dem. Det gjorde man herefter for hende i dagcentret. Endnu en mulighed der åbnede sig.
Hun turde under ingen omstændigheder lukke nogen ind i sin lejlighed.
Der var et sted i verden, hvor man ikke først skulle opfylde visse betingelser, før man blev accepteret. Og der var flere steder, kom hun efterhånden i tanker om. Det skete i omvendt rækkefølge. Man blev accepteret, som man var, man accepterede de andre, som de var … og så begyndte livsglæden og selvtilliden at komme. Efterhånden kom også følelsen af at have en værdi og energi til at yde noget. Hun begyndte at fornemme, hvilken chance dette var for at komme ud af isolationsfængslet og komme til at leve. Ud af denne indre labyrint af angst og reaktioner, som det ikke længere var muligt at kortlægge og forklare eller finde ud af. Det var det hele gået for grundigt i hårdknude til. Der var imidlertid alligevel en mulighed. Hun kunne mærke, om hun var på vej ud af labyrinten eller på vej længere ind i den. Forstærket angst og negative reaktioner fortalte hende, at hun gik forkert - lettelse, positive følelser og livsglæde, at hun gik rigtigt. Det var blandet, og det var slet ikke sikkert, at der var nogen klar logik i det. Alligevel kunne hun godt mærke forskel.
Hvor hun i psykoterapi blev endnu mere lukket inde, fordi hun skulle vende opmærksomheden indad og analysere, så fik hun nu mulighed for at vende opmærksomheden udad mod livet og deltage i et fællesskab. Føle sig som en del af den rigtige verden og velkommen i den. Hun var nødt til fortsat at arbejde med at prøve at forstå, hvad der skete, og hvad hun ellers kunne gøre ved det, men der kom mere balance i tingene, og der var noget, der begyndte at komme på plads af sig selv.
Det skete, at alting gik totalt i baglås, enten i dagcentret eller hjemme hos hende selv, og at en af personalet talte med hende i en time eller længere, hvis det var nødvendigt. Indtil hun kunne mærke, at hun begyndte at få mere orden i tankerne igen, og angsten lettede lidt. I de tilfælde var hun så forvirret, at hun faktisk ikke vidste, hvad det var, de gjorde, og hun havde heller ikke overskud til at tænke over det. Men det hjalp! På en eller anden måde fik de hende guidet ud af fælden igen.
Der findes et sprog, der kan nå helt ind til det inderste rum i et isolationsfængsel.
Hvor hun før mest var vant til, at man umyndiggjorde eller manipulerede, og vant til at man gjorde hende til et passivt objekt for andres behandling, så blev der her stillet nogle muligheder til rådighed. Men det var hende selv, der skulle blive den aktive, der benyttede sig af dem, som traf beslutningerne, og som gik i gang med at bygge op. Det var hende, der afgjorde, hvordan hun ønskede, at hendes liv skulle se ud.
Og det gav mod!
Hvis hun løb ind i vanskeligheder, var den nødvendige assistance til rådighed, man respekterede de tilbagemeldinger, hun kom med og respekterede hende, som hun var. Hun mærkede befrielsen og den verden af muligheder, der åbnede sig for hende - usikkerheden var til at tackle nu. Hun fik mod på at komme videre … Endelig fik hun mulighed for selvstændigt at lægge nogle planer, der kunne lykkes.
Det var hende, der afgjorde, hvilken hjælp hun havde brug for.
Også de øvrige i dagcentret forstod med deres intuitive medmenneskelighed, hvad de kunne gøre. Hun blev stærkere, og glæden voksede. Den tryghed, hun fandt her, gemte hun dybt inde i sit hjerte, hvor hun kunne bevare den også ud i fremtiden. Et par år senere, da hun, på grund af nogle ydre omstændigheder, blev isoleret igen, blev det erindringen alene om, at der også findes forståelse og accept i verden, der kom til at redde hendes sjæl endnu engang.
Lige nu sad hun inde i sin labyrint, og nogen udefra gjorde plads til hende. Der var nogle mennesker, der forsøgte at gøre noget, alene med det formål at hun skulle få det bedre. Og andre der glædede sig over det, hvis hun fik det.
Uddrag fra min erindringsroman
"Valmuer med sløret Baggrund"
Alis Christiansen
-------------------------
Se yderligere www.Canopoux.dk