Synsvinkel

Årsager

Symptomer

Behandling

Resultater

Omgivelserne

Dagligdag

Dagbog og målsætning

Gæstebog

Denne side beskriver hvordan jeg oplever at leve med ocd - hvordan jeg oplever mine symptomer, hvad der er sket i forskellige behandlingssituationer og hvordan jeg har oplevet de forskellige former for behandling. Jeg beskriver også hvordan jeg opfatter og reagerer på omgivelsernes reaktioner angående mine symptomer, men jeg er opmæksom på, at de måske har ment det anderledes end det, jeg har følt. Alligevel er det jo min oplevelse af andres reaktioner, der betyder noget for, hvordan jeg har det. Om jeg eksempelvis føler mig til gavn og glæde, eller om jeg føler mig besværlig.

til indholdsfortegnelse

Der er vist ingen, der kan sige bestemt hvad årsagen er til ocd! Derimod kan kan sige så mange ting som muligt om årsagen - eller årsagerne - og måske vil man til sidst have et samlet billede. Det gør det yderligere vanskeligt at definere, fordi ocd kan optræde sammen med andre psykiske lidelser, eller sammen med sociale og følelsesmæssige problemer. En mulig og i øjeblikket fremherskende teori er, at det kan skyldes en kemisk forstyrrelse i hjernen. Man forsøger så at behandle med store mængder af antidepressiv medicin, og opnår i nogle tilfælde også resultater, men eftersom en del mennesker med ocd - og dem hører jeg til - ikke reagerer på nogen former for medicin, kan det næppe være eneste mulige årsag. En mulig psykisk årsag kan være at der er tale om en fortrængningsmekanisme. At tvangstankerne i virkeligheden kontrollerer nogle andre følelser, eller på andre måder fungerer som selvdisciplin. Det faktum at kontrol, ritualer og angst for at gøre ting forkert er blandt de hyppige symptomer, kunne efter min mening og egen erfaring tale for, at det er den psykiske del af billedet.

Min situation er, at jeg i et autoritært miljø meget tidligt måtte lære at kontrollere alt, hvad omgivelserne, i dette tilfælde forældre og familie, ikke accepterede. Der blev sat ind med strenge straffe ved ethvert lydighedsbrud eller brud med normerne i familien. Jeg lærte meget tidligt at tvinge mig selv til at tænke på bestemte måder for at være, som man ønskede det, og det var tvingende nødvendigt.

til indholdsfortegnelse

De er sørme` ikke sjove!! Jeg har præsteret at sidde og holde mig for hovedet i flere timer, medens det rev og flåede indvendigt af angst for at have fejlvurderet noget, eller være kommet til at påføre andre mennesker fortræd. Jeg tror at kun vi, der har prøvet det ved, hvordan man kan angribe sig selv. Helt der inde, hvor der ikke er nogen andre, der har adgang! Jeg har haft ønsket at dø ... så meget død, at der ikke engang blev en sjæl tilbage der levede videre, for så ville den måske også komme til at begå fejl og blive skyld i fortræd. Total udslettelse!  Symptomerne viser sig ved konstant tilbagevendende tanker - tvangstanker! I nogle tilfælde har de i år ad gangen været der hele tiden, andre tvangstanker kommer kun i forbindelse med bestemte situationer.

For at afværge angstanfaldene må jeg overholde forskellige regler og ritualer. F.eks. må jeg ustandselig vaske hænder for ikke at komme til at overføre urenheder til andre mennesker. I en periode på flere år var jeg så bange for at gå ud ad døre, at andre måtte åbne og lukke dem for mig. Ellers turde jeg ikke gå ud, og jeg kunne være nødt til at blive i et rum i flere timer. Jeg havde ikke problemet i min egen lejlighed - bortset fra hoveddøren. Men det var alle andre steder. I forretninger måtte jeg tvinge mig til at klare det selv.

til indholdsfortegnelse

En tur i skoven kan være smuk. Men vi, der er lidt ude i skoven, synes nu ikke altid, at turen er smuk. Spørgsmålet er om den kunne være smukkere? Nogle former for behandling har jeg oplevet som gode, og som noget, der løste op for knuderne. Det er endda sket, at en vandring i bevidstheden - og underbevidstheden - har været spændende. Jeg opdagede ting, som andre mennesker måske aldrig opdager. Og opdagede at ting kunne lade sig gøre, som jeg ikke havde forestillet mig kunne lade sig gøre. Det viste sig at de følelser, der var gået i kludder, var helt i orden ... de var bare gået i kludder! Til de behandlingsformer, jeg har oplevet som positive og lærerige har været psykoanalyse og nlp-terapi. I begge tilfælde opdagede jeg, at jeg havde både evner og ressourcer, der kunne bruges til noget, og jeg lærte at respektere og påskønne dem. Negativt har jeg oplevet det, hvis behandlingen næsten udelukkende drejede sig om at lede efter fejl, der skulle rettes. Adfærdsterapi kan få mig til at føle mig som en hund, der skal dresseres ... men det er måske fordi terapeuterne har været klodsede. Piller har jeg det heller ikke godt med! Det meste fik jeg det værre af, og jeg oplever det som et nederlag, at min bevidsthed skal styres med piller. Jeg vil gerne kunne selv. Den mest positive form for behandling jeg kan opleve, er en god og indholdsrig tilværelse!! Men det er ikke så tit, man bliver ordineret det. Det blev jeg nu faktisk der, hvor jeg var i psykoanalyse, og nlp-terapien har for en del drejet sig om, hvordan jeg ved egen indsats kan opnå det.

til indholdsfortegnelse

Her vil jeg mest koncentrere mig om, hvordan jeg i perioder opnåede meget positive resultater. Det må være det, der er mest interessant, og det der er værd at gemme på.

Det mest grundlæggende var nok at jeg lærte at respektere mig selv og de evner og egenskaber, jeg er født med. Det kunne måske lyde som en selvfølge, men det er det ikke! Vi lærer hele tiden at fortrænge, undertrykke og kontrollere, være det andre forventer af os o.s.v. fordi det er nødvendigt for at blive accepteret og for at klare sig.

Man kan komme så langt væk fra sig selv, at man bliver svær at finde igen!

Prøv at lægge mærke til hvor tit du går på accord med din egen overbevisning. Hvorfor? var det altid nødvendigt?

Nogle vil mene at vi er født med nogle negative egenskaber, som vi skal lære at kontrollere. Det mener jeg ikke er rigtigt ... vi skal lære at administrere os selv på en måde, der er hensynsfuld over for omgivelserne, og det er faktisk en helt anden proces. Jeg kan blive vred, men i forståelse for at andre mennesker også har ret til at være her på deres egne betingelser, så kontrollerer jeg måske vreden, men jeg afskaffer den ikke. I andre situationer er vrede sandsynligvis en praktisk egenskab, fordi nogen er uretfærdige over for mig, og jeg bør forsvare mig. Et af mine problemer dengang jeg mest alvorligt var underlagt ocd og tvangstanker var, at jeg aldrig blev vred. En så uacceptabel egenskab tillod jeg ikke mig selv at have. Det siger sig selv, at det tillod omgivelserne heller ikke. Jeg løste konflikter ved at bøje af - af nødvendighed. Følte altid skyld! Mangel på respekt fik mig til at føle mig værdiløs - i stedet for at føle at det er dem, der mangler evner for respekt, der er problemet.

På samme måde havde jeg lært at fortrænge en hel række af behov. Til dette har jeg noget meget vigtigt at gøre opmærksom på!! Det at nægte mennesker ret til behov og ret til mulighed for at få dem opfyldt, bliver i vid udstrækning brugt som camoufleret afstraffelses- og kontrolsystem. Man får kun kærlighed, hvis ... Man bliver kun acceptret, hvis ... Man får kun penge, hvis ... (den bruger samfundet!) Man får kun kontakt, hvis ... (den bruger alle) o.s.v. Menneskerettighederne er ikke blevet forstået ret godt, så længe mennesker må sælge ud af deres egne fundamentale behov og overbevisning for at overleve.

Vi kan ikke selv opfylde vores sociale behov! Og den kendsgerning er der nogle, der regner lidt rigeligt på.

Vi er måske endda parat til at sælge ud af vores samvittighed. Gøre noget andet end det, vores samvittighed fortæller os er rigtigt, for at komme frem i verden. Vi undskylder os med at vi handler efter ordrer, så det er ikke vores ansvar. Jeg er enig med Ghandi, der sagde: de kan slå os ihjel, men de kan ikke tvinge os til at adlyde.

Men vis mig den, der tør at vælge at betale prisen for ulydighed.

At turde at være sig selv? Ja! men vær forberedt på at det kan udløse et regulært ramaskrig!! På at du måske starter tredie verdenskrig - i alle tilfælde i dit eget liv.

Da jeg lærte at begynde at tillade mig selv at være den jeg er, at hævde mig, at respektere mine egne behov, stille krav og forlange nødvendige betingelser - tjah ... så kom jeg i konflikt med en del af mine omgivelser. De var ikke parat til at der skulle ændres på vores følelsesmæssige relationer. Det var mit behov at der skulle komme forandringer, men det var ikke deres! Der skete det uundgåelige at nogle af vennerne og familiemedlemmerne efterhånden forsvandt.

I mit tilfælde gik det så galt, at mit liv styrtede sammen.

Så meget kan det koste at bryde normer.

Der skete så i næste omgang det, som jeg ikke havde haft nogen garanti for: der kom nye til!! Nye venner, som respekterede min nye selvstændighed. Som måske endda foretrak den nye dame, der turde løfte panden og slå med nakken.

Men det var en svær proces at komme igennem, og jeg måtte igennem den flere gange. Faktisk så må jeg stadig igennem den den ene gang efter den anden.

Jeg længes meget efter tryghed og fred?

til indholdsfortegnelse

Det er nok den mest oversete kendsgerning overhovedet: hvor vigtig en rolle et menneskes psykiske symptomer muligvis spiller i omgivelsernes liv. Det skal forståes lidt anderledes end sikkert først antaget ... det er af og til omgivelserne, der ikke vil tillade forandringer!? Der er dog helt sikkert også mange tilfælde, hvor omgivelserne - i alle tilfælde de nuværende omgivelser - er uden indflydelse på eller årsag til de øjeblikkelige psykiske reaktioner - reaktionerne kan også komme fra erindringer. Man bør altid i hvert enkelt tilfælde undersøge kendsgerningerne!

Angående personlig frihed og ansvar/muligheder i forhold til omgivelserne se debatforum her.

Men der er altså også tilfælde, hvor menneskers psykiske symptomer er katalysatoren for hele familiens problemer. Eller måske for samfundets problemer. I de tilfælde kan man behandle og behandle - der vil ingenting ske før hele familien kommer i behandling, eller "samfundet" tager sig selv op til revision. Indtil det sker, kan man kun blive ved med at forsøge at hjælpe personen med at overleve. Se min hjemmeside om en behandling der alligevel virkede her.

Men det var egentlig ikke det, jeg ville skrive om nu.

Jeg vil skrive om, hvordan jeg selv har det med omgivelsernes reaktioner på mine symptomer. Om min hverdag som sindslidende. I hvert enkelt tilfælde - også i mit - må man prøve at forstå virkeligheden - og ikke bare vurdere ud fra færdigsyede meninger eller fordomme. Ville du ikke også gerne opfattes som den du er, og ikke efter teorier. I en situation, hvor der i forvejen er misforståelser eller forvirring nok, bør andre ikke komme og trække sin egen forvirring ned over hele situationen også. Vis meget gerne interesse, men lad mig selv afgøre, hvad sandheden er. Jeg har brug for at forstå mine egne følelser rigtigt. Vi sindslidende har brug for respekt og kontakt.

Og fortæl meget gerne om dig selv. Det opfatter jeg som tillid.

Først og fremmest har jeg brug for at føle, at jeg er accepteret og lige værdifuld på trods af mine symptomer. Det giver kræfterne til at få en hverdag til at fungere så godt som muligt! Det er præcis lige så vigtigt for mig at føle mig accepteret som det er for alle andre mennesker, og som det er for dig selv, og måske endnu mere nødvendigt.

Nedladende formynderi kan gøre mig så ked af det, at jeg mister modet og næsten ikke kan tage mig sammen til at gøre noget. Det bliver problemerne kun endnu større af.

Men venskaber, kontakt, livsindhold og alt det, der betyder noget, betyder også noget for mig.

til indholdsfortegnelse

- drømme!

For ocd-ramte er den daglige hverdag særdeles kompliceret! Så kompliceret, at det de sværeste tilfælde næsten ikke kan lade sig gøre. Der vil ikke sjældent være en hel række af ritualer, der skal overholdes for at holde angstanfald på afstand. Og så er der alle de ting, der ikke kan lade sig gøre på grund af angstanfald. I nogle tilfælde kan næsten intet lade sig gøre. Hvis man må vaske hænder ustandselig for ikke at komme til at overføre urenheder, kan man til sidst opgive at gøre noget som helst, for at slippe for at vaske de hænder, der måske til sidst springer op og bløder af al den vask.

................. Men ønsket om og behovet for et normalt liv er lige så stort for en ocd-ramt som for alle andre. Vi har de samme følelser, ønsker og behov som alle andre mennesker.

................. Angstanfald forhindrer os i at opnå et normalt liv efter vores egne ønsker og behov. Vi har de samme smerter ved at undvære som alle andre mennesker.

til indholdsfortegnelse

2. marts 2002. Hvis du er kommet ind på denne side via min primære hjemmeside, så du ved allerede hvem jeg er. Ellers se her.

Min nuværende situation, og det jeg tænker mest på er, at jeg lever næsten helt isoleret i min lejlighed. Det synes jeg bestemt ikke er rart! Faktisk så er det særdeles pinefuldt. Jeg tænker meget over, hvilke muligheder jeg har at trække på for at løse problemerne, og hvordan jeg kan gennemføre det. Faktisk så skal der en enorm portion energi til for at gennemføre en hvilken som helst løsning, når man ikke har nogen at tale med! Hvor ville det lette, hvis jeg havde nogen at dele hverdagen med - tale med om både glæder og sorger.

Men hvilke muligheder har jeg som situationen er nu, og som er tilgængelige og mulige at gennemføre med de symptomer, jeg har?

4. marts 2002. En af de ting, jeg ind imellem tænker på, er en fysisk handicappet, der engang sagde: "Det største problem er ikke at være handicappet! Det største problem er at leve i en verden, der er indrettet til raske!" Han sad i en kørestol, og kunne ikke nå op og poste et brev i postkassen. Somme tider så synes jeg at en del af mit problem som psykisk handicappet er det samme. Ud over vanskelighederne med at leve med tvangstanker, så har jeg også det problem, at det ikke er accepteret. At jeg må bruge energi på at finde ud af at skjule det. Og bruge energi på at tackle problemerne med alle de fordomme, jeg løber ind i. Oven i angstanfaldene, som ved Gud tager bunker af energi i forvejen. Tænk, hvis det blev anset for at være normalt at være psykisk handicappet! Så ville jeg få frigjort en bunke energi til at klare de faktiske problemer, som er forbundet med mit eget handicap. Men foreløbig er det utopi at tro, at psykisk handicap vil blive accepteret på mere lige fod med andre former for handicap, så jeg må tænke i andre baner. Emaileforening på Internettet www.Cerony.dk

til indholdsfortegnelse

Håber du har udbytte af at læse min hjemmeside. Den er også skrevet for at fortælle nogle ting, som mange måske ikke kender til i hverdagen. Kan du have det rigtigt godt, til vi ses igen!

hilsen fra Alis!