|
|
|
|
|
|
Fra erindringsromanen: (Copyright)
Alis Christiansen
Uddrag sammensat fra
Kapitel 3
"En usynlig virkelighed"
Hun smækkede døren og tog et par gange ekstra i den for at se, om den var låst ... så gik hun ned ad trappen.
Da hun var kommet ned på gangstien, kom usikkerheden snigende. Havde hun nu fået slukket og låst alting ordentligt? Hun skulle nå et tog og havde knapt tid til at gå tilbage for at se … men hun blev nødt til det. Det var den eneste mulighed for at få spekulationerne til at stoppe - ellers kunne de vare i timevis - og belært af års erfaring havde hun også beregnet ekstra tid til det.
Hun gik tilbage - låste døren op og gik ind og tog endnu engang et overblik over lejligheden for at sikre sig, at alt var slukket. Så gik hun ud igen, smækkede døren, bed tænderne sammen og gik beslutsomt ned ad trappen. Det ville ikke nytte at kontrollere mere nu.
På vej ned mod toget gik hun næsten uden at ænse omgivelserne. Hun gik og så ned i vejen, eller stirrede blindt frem for sig. Det var vinter og kulden bed i huden. Træerne stod med nøgne, grå grene mod en farveløs himmel. Der var ikke mange lyde.
Hun var på vej mod det hospital, hvor hun havde været indlagt en gang tidligere, og hvor hun flere gange var blevet afvist, når hun havde søgt hjælp. Nu var hun imidlertid blevet indlagt på en dagafdeling til behandling for sine psykiske symptomer. Hvordan ville det gå denne gang?
Hun kunne næsten se korrespondancen for sig: Øverst hendes navn, adresse og personnummer. Så en diagnose. Derefter: 40-årig kvinde - tidligere indlagt så og så mange gange. På nogle af papirerne stod der også, at hun var fraskilt. Det generede hende hver gang. Hvad kom det sagen ved? Det var som om hun stadig kun var en brik i sin mands liv, men nu i kraft af at han manglede.
Nytteløse protester blev altid kvalt i opløbet og allerede i tankerne. Protester betød, at man ikke ville tale med hende. Hun havde brug for at tale med nogen. Men derinde ... der, hvor smerterne sad, og hvorfra angsten gennemtrængte alt, hvad hun gjorde ... derinde var hun stadig og altid alene.
Hun havde i mere end et år ikke været i stand til at have private venner. Hvis ikke man kunne fjerne smerterne og angsten, så i det mindste hjælp til at leve på trods af alle følgevirkningerne, så det kunne blive muligt at få en hverdag. I det mindste hjælp til at få nogle ydre rammer i sit liv til at fungere. I det mindste at blive accepteret som hun var.
| Det
var ikke tilladt at bede om noget, og det gjorde hun
heller ikke, hun ventede udelukkende på, at man selv
skulle tilbyde det. Det var ikke accepteret at have følelsesmæssige
problemer .…... Det betød isolation ... Uforståelig - forkert - besværligt. Ville ikke være til besvær. Noget man ikke kunne forholde sig til. Der var et kvarters gang ned til toget. Hun satte farten op. |
 |
Det var anden gang, hun var i gruppeterapi. Den første gang skulle hun kun lytte og se, hvordan den form for terapi foregik, men denne gang skulle hun præsentere sig selv og fortælle om sin situation.
"Jeg hedder Berit, og jeg er fyrre år gammel. Jeg har en voksen søn på tyve …" Hun forklarede hvorfor hun var blevet indlagt " … og jeg bliver nødt til at få gjort noget ved det, før det hele lukker sig, så jeg kommer til at leve helt isoleret og uden kontakt med nogen. Det kan man simpelthen ikke overleve."
Forsøgene på at formulere sig væltede!
Berit standsede og vidste ikke, hvordan hun skulle komme videre. Hun havde ganske vist skrevet ned og forberedt sig, men pludselig mistede hun overblikket. Hun så rundt i lokalet, hvor patienter og terapeuter sad i en rundkreds. Ænsede hverken interiør eller farver på væggene, for noget andet var langt vigtigere og krævede hele hendes opmærksomhed og alle hendes evner og energi. En af terapeuterne prøvede at hjælpe hende videre:
"Kan du fortælle lidt om, hvordan din hverdag går?"
"Den går med at læse lektier til et hf-kursus i historie, som jeg er i gang med. Jeg måtte opgive at møde op til undervisningen, så nu fortsætter jeg som selvstuderende. Det var min sidste kontakt med andre mennesker, der røg, og det er årsagen til at jeg blev indlagt."
Terapilokalet var i diskrete farver og uden andre møbler end de stole, de sad på. Gennem vinduet kunne man se ud i parken, der var stor og flot, men i vinternuancer.
"Du læser videre som selvstuderende?" spurgte en af terapeuterne interesseret. "Har du et formål med at tage hf-eksamen?"
"Ja, jeg håber at komme i arbejde igen. Jeg får invalidepension, men så kunne jeg påtage mig noget frivilligt og ulønnet arbejde, for eksempel som besøgsven. Jeg er uddannet beskæftigelsesvejleder, så det ville være inden for mit uddannelsesområde, og jeg var meget glad for mit arbejde."
"Hvad gjorde forskellen i forhold til nu, hvor du får pension?"
Hun sad og tænkte et øjeblik for at kredse de vigtigste ting ind. Så svarede hun: "Dengang havde tilværelsen en anden mening, fordi jeg kunne gøre noget for nogen … De ting jeg gjorde, var også noget, jeg gjorde for andre. En anden grund til at jeg går på kurser er, at det er gennem undervisning at jeg møder mennesker, jeg har fælles interesser med, og som jeg godt kan lide at komme sammen med."
"Så det er et forsøg på at holde fast på en verden uden for dit hjem?"
Berit mærkede en svag lettelse ved, at nogen forstod noget, og at en anden kunne formulere det, hun selv mærkede intuitivt, men aldrig sagde højt. Det var en selvfølge for hende selv, hvorfor hun gjorde hvad, men somme tider havde terapeuter en evne til at få lavet noget mystisk ud af alting. Det skete altså ikke nu!
Om eftermiddagen holdt de gruppemøde alene og uden terapeuter. Det blev holdt i et andet lokale, som i højere grad var indrettet som fritidsrum med grønne planter og mere bekvemme stole. I Berits gruppe var også Nete - hun var spinkel, rødhåret og forskræmt, og Berit lagde mærke til hende med det samme.
Berit så på nogle af de øvrige. Flere af dem var afdæmpede og langsomme i deres bevægelser - også øjnenes bevægelser - enten fordi de var deprimerede, eller fordi de fik medicin.
| Hele
atmosfæren blev lidt mere afslappet ved kaffekanden og
kopper på det runde bord, og da de havde sat sig, tog
flere af dem håndarbejde frem. Stemningen var mere fri,
de skulle planlægge næste dags arbejde, men der var også
tid til privatsnak. Sidst på eftermiddagen kulminerede diskussionerne i et spørgsmål, som en af dem stillede: |
 |
"Hvordan skal man få løst op i en uoverskuelig blanding af forskellige vanskeligheder, der forstærker hinanden i en både indre og ydre hårdknude, når man ikke forstår, hvorfor den er der, eller hvordan det hele er gået i hårdknude?"
"Det ved jeg ikke," svarede Nete, idet hun rejste sig og begyndte at pakke sammen. "Men jeg er parat til at røre i brændenældesuppen!"
På vej hjem i toget kunne Berit ikke slippe tankerne om, hvorvidt hun kunne have glemt at lukke for en vandhane på hospitalet. Forestillingerne, og angsten for om den kunne stå og løbe hele natten og de konsekvenser det kunne få, ville ikke lade hende i fred.
Da hun stod af toget og gik over i centret for at købe ind, var hun meget træt oven på en dag med så mange nye indtryk ... oven i konstante angstanfald.
Hun gik ind i supermarkedet. Rustede sig til at skulle igennem den proces at kontrollere angstanfaldene, når hun skulle tage varer ned af hylderne og at komme ud af forretningen igen. - Det var mange år siden, hun var holdt op med at tænke på, at det kunne være anderledes ... det var blevet en selvfølge, at sådan var det bare. Ligesom når mennesker må leve med omfattende kroniske lammelser og smerter og efter en tid indstiller sig på betingelserne og ændrede livsvaner. Fordi der ikke var andet at gøre.
Forsigtigt tog hun en kurv i stablen og så sig omkring. Så gik hun i gang. Det store problem var at undgå at røre de andre varer på hylderne samt at forlade hylderne igen uden frygt for at have skubbet til noget, så det lå forkert og ville falde ned. Så vidt muligt måtte hun undersøge holdbarhedsdatoer uden at røre ved varerne, for havde hun først rørt dem, var hun nødt til at købe, og skulle holdbarhedsdatoen være overskredet, måtte hun gå hjem og smide varen i skraldespanden. Hun turde ikke sætte den tilbage på hylden igen. Den indre tyran var ubarmhjertig og hård og uforsonlig som hugget i sten.
Det skulle gøres på denne måde!
Ellers kom angsten.
Ved kassen betalte hun, hvorpå hun forlod forretningen i en tåge af angst og udmattelse.
 |
Udenfor
fortrængte hun ønsket om at få fred. Fortrængte ønsket
om at få lov til at leve et normalt liv med kontakt med
andre mennesker. Der var ingen fred. At ønske det var
kun at tappe sig selv for den energi og
parathedsholdning, der var nødvendig for at konfrontere
problemerne. Det var så længe siden, hun havde haft et normalt liv, at hun ikke engang kunne huske, hvordan det føltes. Efter ti år på denne måde havde hun ikke længere egentlige forestillinger eller erindringer om, at hun engang havde haft det anderledes. Hvad hun i virkeligheden nok heller aldrig havde - en ubestemmelig uro havde altid ligget i et eller andet hjørne af hendes underbevidsthed. |
Da hun kom hjem, lavede hun mad. Noget hun altid var meget omhyggelig med - der var en sammenhæng mellem det fysiske helbred og så det, man spiste, og hun skulle bruge meget energi, dyrkede også yoga for fysisk at holde sig i form. Lige siden sin tidligste barndom havde hun været aktiv fra hun stod op til hun gik i seng. Selv nu, hvor hun fik invalidepension, foregik planlægningen ved morgenkaffen:
"Hvad skal jeg have ordnet og gjort i dag?"
At sidde stille og inaktiv var lige så unaturligt for hende som kanel på en gulerod. At leve var at gøre noget! At engagere sig!
Hun tændte for fjernsynet og satte sig i en stol med sin tallerken.
Da clockradioen startede næste morgen, lå hun og ventede på vejrmeldingen. Vinden hylede udenfor. En af hendes venner var sømand og var ude at sejle på en coaster. I stormvejr var hun altid urolig for, om det forholdsvis lille skib kunne klare bølger og vind. Med lettelse konstaterede hun, at der ingen meddelelser var om skibe i vanskeligheder. Så stod hun op og gik i bad.
Da hun stod under bruseren, blev hun overfaldet af et af de angstanfald, hvor det var som om hele verden ikke bestod af andet end sortgrå tornadoer af skræk og panik og angreb på hendes bevidsthed. Som ville den udslette al selvstændighed. Pludselig blev hun bange for det mørke afløb. Det var som om, der var noget dernede. En eller anden aggressiv energi. Det var som om at i hendes fantasi kom en edderkop med et ansigt, der var hvidglødende af raseri op af afløbet og ville udslette hende. Hun tog sig voldsomt sammen og fortsatte med at vaske sig - hver eneste dag måtte hun, trods den slags angstanfald, tvinge sig selv til at fortsætte med at gøre det, der skulle gøres. Det var fantasi, indprentede hun sig selv ... men fantasien havde så meget magt, at det var så pinefuldt, som var det virkelighed ...
En af de skriftlige opgaver, som næsten alle på et eller andet tidspunkt fik, var at lave en liste over, hvilke fordele de havde af deres symptomer. Det var en besynderligt bagvendt tankegang. De var så forpinte, at de ikke kunne klare en almindelig hverdag, det var derfor, de var blevet indlagt. Nogle protesterede og sagde, at der ikke var nogen fordele. Enkelte, lidt mere lydige patienter, prøvede at finde frem til nogle alligevel. Der var ikke noget af det, der lød overbevisende, men terapeuterne opmuntrede forsøgene. Én blev så opbragt, at hun forlod gruppen for stedse, idet hun hævdede, at den havde de købt nede hos bageren til 7,85. Det kunne hun også selv have gjort. Det ændrede ikke terapeuternes holdning.
Ganske umærkeligt blev Berit mere og mere deprimeret. Det var en tung, sort depression, som var umulig at forklare. Det var, som om alle farverne ved tilværelsen forsvandt, og tilbage var kun meningsløshed. Som om den grå og kolde vinter var trængt helt ind i hendes inderste sjæl. Det havde ikke været muligt at holde kulden ude. Den havde varet for længe.
En morgen, da hun vågnede, oplevede hun verden som død. Hendes stue så ud, som den plejede, men både den og alting var kun et livløst rum, som fuldt af støvet spindelvæv. Et loftskammer, der havde været glemt i årevis. Efterhånden som hun vågnede, blev verden mere og mere levende igen. Men hun opdagede og mærkede først nu, at et eller andet sted indvendigt var det sådan, hun havde det.
Det forstod hun ikke - hun plejede ikke at være deprimeret, medmindre der var en grund til det.
Hun var ikke opmærksom på, at det kunne være medicinen. Havde indstillet sig helt og holdent på, at symptomerne skulle lette, som man havde sagt, de ville, og hun havde ikke tænkt i andre baner eller muligheder.
Der kom også fysiske problemer. Hendes muskler stivnede, og blodcirkulationen blev hæmmet, således at hun hjemme måtte sidde med benene oppe på en stol, fordi hun ellers fik ondt i fødder og ankler. Det indskrænkede hendes muligheder for at arbejde betydeligt, for stillesiddende arbejde ved et bord var næsten umuligt. Blodcirkulationen i armene var ind imellem så hæmmet, at de sov på en ubehageligt stikkende måde, og somme tider, når hun om aftenen havde lagt sig til at sove, kom der nogle underlige uventede spjæt i kroppen. De kom omme fra ryggen. Som oftest lige efter at hun var faldet i søvn, og det var temmelig uheldigt, for så måtte hun indimellem op for at tage mere sovemedicin.
Depressionen tog stadig til. Den var simpelthen så forfærdelig og ubeskrivelig og lignede ikke noget, man kendte og var ikke var en reaktion på noget. Den fortrængte alt liv - malede det over med sort.
Den malede også al forståelse af mulige årsager til depressionen over med sort.
Som om hun var røget af et rumskib og nu svævede magtesløs ude i det store, mørke tomme univers. Angsten ved tilstanden var ubeskrivelig og på samme tid på en mærkelig måde lammende ... som om hendes hjerne registrerede den, men hun var ude af stand til at reagere.
Før hun om aftenen trak gardinerne til soveværelset for, så hun ud ad vinduet. Det var mørkt, men græsplænen var hvid af bløde snedriver. Frosten havde for alvor fået fat, men det gik mod forår, og under snedriverne, der var blæst sammen i store bløde linier, lå rødderne og frøene fra sidste efterår og ventede på solen og varmen.
Og de betingelser, der harmonerede med en levende proces.
Hvor længe ville vinteren vare endnu? Der ville komme flere snestorme, og derefter ville det, der havde haft styrke til at overleve, sætte blade og blomster igen.
Så gik hun i seng for at sove.
Efterskrift: Den medicin jeg beskriver virkningen af er antipsykotisk medicin og ikke Ocd-medicin, men det er ikke ualmindeligt at selv fagfolk forveksler tvangstanker med psykoser. Bivirkningerne ved Ocd-medicin er lidt anderledes.
