Tvangstanker er en reaktion ved stress og belastninger.

Indholdsfortegnelse - bogmærker - der kan klikkes på.

Hvordan opstår tvangstanker?
Det grundmønster som symptomerne er bygget over.

Den behandling der virkede!
men som man er gået væk fra igen.

To forskellige måder at løse konflikter med omgivelserne.
Den ene er Ocd. Bruges når alle andre muligheder er udelukket.

Hvordan opstår tvangstanker?

En behandling der virkede

Forklaring på og behandling af tvangstanker var fundet allerede i 1975! I løbet af 2 år overvandt jeg alvorlige symptomer, der da havde varet i 18 år - siden jeg var omkring 4 år. Jeg var helt symptomfri i 8 år.
Men man gik væk fra den behandling igen, derfor blev jeg syg igen og har været det siden.

Hvis du vil give mig din underskrift?

Tvangstanker opstår hvor der er uoverensstemmelse mellem de opgaver der skal løses - og så de kræfter man har at gøre det med. Det vil sige at man ikke har energi og overskud til at klare hvad man føler at man bør kunne klare. Vi kender alle til at noget kører rundt i hovedet og stjæler opmærksomheden. Symptomerne fungerer som en kunstig løsning og de opstår som en slags hjælpeprogram, for at undertrykke følelsesmæssige smerter så man kan leve op til de krav livet stiller, selvom overskuddet er brugt op.
Man bruger tvangstanker til at kontrollere sig selv!!

Det vil i reglen lykkes i første omgang at undertrykke symptomerne af overbelastninger, men på længere sigt bliver situationen mere og mere udmattende. Man kan ikke blive ved med at køre med energimæssigt underskud og piske løs på en hest, der allerede ligger ned, men det er hvad mennesker med Ocd gør ved sig selv. Det sker i situationer hvor man ikke kan gøre noget ved omgivelserne, eller ændre på de betingelser man går i stykker på. Livet går videre alligevel og hver dag har fortsat også sine egne udfordringer.

Hvis man er stresset af for mange opgaver eller for mange belastninger er der en tendens til at man mister overblikket p.g.a. træthed, eller bliver tappet for energi af for mange spekulationer samtidig.
Der er imidlertid altid en hverdag der skal fungere uanset betingelserne, hvad enten det er arbejde, familie og børn, eller egne daglige forpligtelser. Det, der sker ved Ocd, er at man tvinger sig selv til at fungere uanset at man har overskredet grænsen for hvad man kan klare. Det gør man ved at tvinger sig selv til at tænke på måder, så reaktioner og dermed begrænsninger, der kommer fra følelser eller mangel på fysiske kræfter, forsvinder fra bevidstheden. Tvinger sig evt. til at fornægte træthed eller uanset hvad det er, der blokerer. Metoden er tvangstanker - Ocd. Tvangstanker er en modsatrettet reaktion imod noget, der skal fortrænges. Og metoden virker!

Et eksempel er de symptomer som opstod for mig omkring 1978 hvor jeg blev bange for at blive skyld i at andre mennesker kunne komme til skade, fordi jeg var overtræt og manglede overblik. De problemer jeg gik i stykker på, kunne ikke løses, og jeg blev mere og mere tappet for overskud og overblik. Det havde den konsekvens at jeg hele tiden måtte efterkontrollere at jeg havde gjort alting korrekt. Ellers blev der ved med at komme angstprovokerende billeder af hvad jeg kunne have forårsaget af ulykker, og angsten kunne kun stoppes ved at jeg tjekkede igen. På den måde tvang jeg mig selv til fortsat at arbejde fejlfrit, selvom jeg var i den grad overanstrengt.

Tidligere havde jeg været behandlet for Ocd og med fuldstændig helbredelse som resultat. Årsagen til at tvangstanker 8 år senere vendte tilbage igen, var at man ved en ny indlæggelse af en helt anden grund, gjorde det modsatte af den behandling, der havde hjulpet. Man tvang mig til at undertrykke konsekvenserne af at jeg var overstrengt, og at undertrykke symptomerne.

Hver gang jeg - ved psykoanalysen, dengang jeg i begyndelsen af 1970erne hvor jeg var først i tyverne - fik analyseret mig ind bag de forskellige tvangstanker viste der sig det samme mønster - at de var en modsat rettet reaktion på følelser, der skulle undertrykkes og kontrolleres. Det blev også hver gang min egen erkendelse, og ikke noget jeg fik at vide af en behandler. Behandlingen var at for første gang i mit liv fik jeg lov at forstå mine egne følelser og træffe beslutninger selv. Mine følelser og reaktioner blev taget alvorligt. Indtil da i 1970 var mit liv blevet kontrolleret af andre, og hvis jeg ikke accepterede det, manipulerede min familie deres beslutninger igennem alligevel. Indviklede manipulationer og magtkampe var normen i den familie, jeg voksede op i.
Som hovedregel er der ikke meget hjælp ved vold i familien. Sædvanligvis heller ingen hjælp til at komme fri af familien, men mit liv og den behandling jeg gennemgik først i 1970erne, da jeg var begyndelsen af tyverne, var en undtagelse. Og det var det, der virkede. I løbet af 2 år var jeg symptomfri.
Da der altså var tale om at jeg var udsat for store belastninger og satte alle kræfter ind på at klare mine forpligtelser alligevel uden at begå fejl, så bestod behandlingen ikke kun i at jeg skulle opnå større selvtillid og stille færre perfektioniske krav til mig selv, men også i, at de krav omgivelserne stillede til mig skulle tilpasses efter hvad jeg følte, jeg kunne klare, således at der kom balance i mit liv, og energimæssigt balance i hvad jeg "fik ind" og hvad der skulle "gives ud".
Til dette bør tilføjes at jeg har altid været meget aktiv. Jeg kunne bestemt klare hvad anses for rimeligt, og måske endda lidt mere end det. Problemet var at jeg samtidig var magtesløs over for urimelige belastninger og overgreb, og alligevel fortsatte jeg med at sætte alle kræfter ind på at gøre alting korrekt. Det var nødvendigt for mig at kunne se mig selv i et spejl.
Det at jeg ikke kunne leve op til forventninger eller krav jeg også stillede til mig selv om at fungere perfekt og i overensstemmelse med min samvittighed, betød stærk angst. Det var den angst, der dannede tvangstankerne og tvangshandlingerne.

Endvidere bestod den behandling der virkede, i at vurdere og lære at sige til og fra. Det var noget vanskeligere, for jeg har altid følt at jeg burde kunne klare det hele, og lærte i øvrigt ved en autoritær opdragelse at jeg ikke selv skulle tage stilling til noget som helst. Andre tog stilling til hvad jeg skulle klare og hvad jeg skulle føle. Det at lære at mærke hvad jeg faktisk følte, i stedet for at koncentrere mig om hvad jeg burde føle eller hvad andre sagde jeg skulle føle, var meget vanskeligere end man skulle tro.
Jeg var omgærdet af mennesker der kontrollerede og vurderede for mig, og mine egne tvangstanker fyldte bevidstheden ud i stedet for de rigtige følelser.

Den behandling der virkede!

2 forskellige måder at løse konflikter med omgivelserne.

På trods af at jeg havde lidt af tvangstanker siden jeg var omkring 4 år gammel - hvilket jeg skjulte for de voksne i familien - så helbredte denne behandling og selvstændiggørelse mig, da jeg var først i tyverne, for symptomerne i løbet af 2 år. Jeg tror de færreste kan forestille sig befrielsen og følelsen af at have lov til og mulighed for at leve. Jeg gennemførte en ny uddannelse og koncentrerede mig om fremtiden og mulighederne.

Tvangstanker var i sin tid en del af kz-syndromet. Efter krigen diskuterede man hvorvidt årsagen var fysisk belastning d.v.s. sult og underernæring, eller om det var de psykiske belastninger, der var årsagen at til at en hel del af koncentrationslejrfangerne led af tvangstanker. I dag, hvor sygdommen de senere år har bredt sig hastigt i den vestlige verden, kan vi udelukke underernæring, ikke sandt?

Lidt firkantet kan man sige at der er 2 måder at løse konflikter med omgivelserne: Yderpunkterne: Den ene er den udadrettede - at hævde sig og få kontrol over omgivelserne, den anden er den indadrettede hvor man i stedet kontrollerer sig selv og går ind på andres betingelser. Det er den sidste mennesker med Ocd bruger. Som barn og med en meget dominerende mor havde jeg kun den indadrettede mulighed. At kontrollere og undertrykke mine egne følelser, og det var det, jeg brugte tvangstankerne til. De var en modsat rettet reaktion imod følelser (kunne også være stress og overtræthed) der skulle undertrykkes. Hver gang jeg har forstået sammenhængen, var forbindelsen mellem årsag og virkning fuldstændigt logisk.

Ved psykoanalysen lærte jeg at vurdere hvornår jeg skulle bruge den ene og hvornår den anden løsning, eller hvor meget eller hvor lidt af den ene eller den anden. Eller det allerbedste - i fællesskab med andre at finde løsninger som alle havde det bedst muligt med, men det er et ideal, som desværre ikke altid er muligt at opnå i praksis.
Angående min nuværende situation er der ikke noget, der hedder at forhandle. Jeg har igen ikke noget at skulle have sagt selv, og må igen undertrykke alle smerter og længsler. Det samme må mange andre, derfor så mange udbrud af Ocd ... som derefter behandles med yderligere umyndiggørelse.

Tilbage til start